Solen i Krebsen – Lær mere her
Har du Solen i Krebsen? Så shiner du, når du giver omsorg og næring til dine omgivelser. Du elsker simpelthen at give kærlighed, forkælelse, varme og tryghed.

Du vil gerne arbejde hen i mod et liv, hvor du har et trygt, sikkert og kærligt fundament. Hvor du har gode nære relationer, en god økonomi og et trygt hjem. Og hvor du omgives af accept og rummelighed fra dine nærmeste.

Du har en ekstremt stor sensitivitet og medfølelse. Derfor er det vigtigt for dig med gode, trygge ydre rammer til at give dig en vis beskyttelse og til at give dig et sikkert rum, hvor du kan udfolde din store kærlighed og dine kreative talenter.

Når du har disse sikre rammer, stråler du som menneske. Og når du føler dig på sikker grund, kan andre rigtig få glæde af al din omsorg, du meget gerne overdynger dine elskede med.

Du trives med at få ting til at vokse ved at give det næring – det værende sig din familie, din virksomhed, dit projekt, dine planter etc. Du har en formidabel evne til at danne frugtbare, nærende miljøer for vækst – på alle områder og planer.

Du er i dit es, når du er sammen med familien – enten din biologiske familie eller andre, du betragter som din familie. Og du elsker bare at være hjemme. Du kan sagtens være et udpræget karrieremenneske (det er der mange krebse, der er), men din base er af ekstraordinær stor betydning. Og du foretrækker at arbejde hjemmefra eller fra et kontor, du har gjort meget hjemligt og familiært.

Du vil gerne kunne trække dig tilbage til din “hule” på en eller anden måde – enten ved at være hjemme, eller ved at gøre andre steder hjemlige. Det handler om, at du lader op og føler dig mest inspireret i hjemlige, trygge omgivelser.

Det at have fast ejendom betyder derfor rigtig meget for dig, da det netop kan give dig disse trygge rammer – og da det samtidigt også er en god og tryg økonomisk investering.

Du har en stærk intuition og ofte kreative evner. Og roen i hjemmet gør ligeledes, at du bedre kan mærke din intuition og “tappe” ind på dine talenter.

Du trives i det hele taget bedst med ro, da du på den vis bedst kan mærke dig selv. I ro og fred får du mest muligt ud af dine evner, føler dig til stede og kan værdsætte alt det og alle dem, du elsker.

Fordi dit hjem er så vigtigt for dig, knytter du dig enormt meget til det og kan næsten komme til at identificere dig med det.

Det bedste for dig er bare at komme hjem i dine optimale omgivelser, hvor du rigtigt kan udfolde dig og dine talenter og overdynge dine elskede med kærlighed, god mad og masser kvalitetssamvær.